1.januar 2010 erhvervede Par No 1 51 % af aktierne i Scanad. En overtagelse, der cementerer gruppens plads som en landsdækkende virksomhed, der kan bistå kunderne med alle dele af deres kommunikation.
Par No 1's bureau i Århus er flyttet fra deres hidtidige
faciliteter til Scanads eksisterende i Jægergårdsgade. Den nye
sammenlagte afdeling i Århus videreføres under navnet Scanad. Det
sker af respekt for det velkendte og velansete brand, der gennem
årtier har været en central del af bureauverdenen. Scanad i Odense
fortsætter som hidtil - og som Scanad. Efter sammenlægningen har
Scanad ca. 45 medarbejdere.
"Der er god mening i, at vi bliver en del af Par No 1, for vi
supplerer hinanden rigtig godt. De øvrige medlemmer af gruppen har
nogle specialkompetencer, som kan styrke os yderligere, ligesom vi
med vores store erfaring på ikke mindst markedsføring af kæder og
fødevarer kan give vores nye kolleger ekstra slagkraft", siger
adm. direktør Robert Rasmussen, Scanad.
Fremover består Par No 1-gruppen af afdelinger i Viborg, Aalborg og
Riga, reklamebureauet Uberkant i København, Scanad med afdelinger i
Århus og Odense samt Reklamebureauet OS i København.
Kompetencerne spænder fra de klassiske reklamediscipliner - ikke
mindst udvikling af og rådgivning om strategiske platforme for alle
områder af marketing og kommunikation, kreative og konceptuelle
løsninger samt opbygning og vedligeholdelse af stærke brands - til
specialkompetencer såsom Client Publishing, Identity Design,
InStore, Online, Photo og Picture & Sound.
Par No 1-gruppen har nu omkring 150 medarbejdere.